Øksemanden blev anholdt på sexklub på Vesterbro

Mandag aften klokken 22 blev den formodede øksemand fra Birkerød anholdt på en stripklub på Vesterbro i København.

Politiet bekræfter anholdelsen af den eftersøgte, Mohamed Abdelkader Salem Al-Tamimi i en pressemeddelelse.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor den mistænkte blev pågrebet, men ifølge TV 2 blev øksemanden anholdt på Club 34, som er en sexklub i Istedgade på Vesterbro.

Anholdelsen af den 29-årige mand forløb uden problemer.

Politiet har haft gang i en massiv eftersøgning af manden, siden et 19-årigt par lørdag aften blev overfaldet på en Circle K-tankstation i Birkerød cirka 21.30.

De blev ramt i hovedet og overkroppen, men blev begge efterfølgende meldt uden for livsfare.

Mandag var samme mand formentlig på spil igen. Politiet oplyste mandag, at det arbejder ud fra en teori om, at det var den 29-årige, som mandag røvede Danske Bank på Torvet 6 i Ringsted.

Politiet fik meldingen om røveriet klokken 12.26. Her truede en gerningsmand med en kniv og fik udleveret et beløb, som han lagde i en gul Netto-pose.

Herfra flygtede han i en sølvgrå Hyundai Getz fra 2003 med registreringsnummer VJ 57 665. Bilen blev søndag omkring klokken 22.35 stjålet fra Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter.

Ifølge vidner på stedet kørte flugtbilen ad Bøllingsvej mod sygehuset og herfra videre i ukendt retning.

Politiet meldte efter økseoverfaldet ud, at den 29-årige betragtes som farlig. Derfor har det advaret folk med at kontakte ham.

Flere medier har talt med den eftersøgtes far. Han har oplyst, at sønnen for ti dage siden blev løsladt efter at have afsonet en dom på fængsel i tre år for røveri.

Efter løsladelsen boede han hos sine forældre i Birkerød. Men faren kunne knapt genkende sønnen. Han havde tabt sig, var bange og ikke sig selv længere.

/ritzau/