Sagen drejer sig om liget af en mand, der torsdag formiddag blev fundet i havnebassinet i Aabenraa.
– Vi modtager en melding klokken 10.54 via 112 om, at der ligger en person i vandet. Vi har en patrulje i nærheden, som får ham i land, og det viser sig, at han er død, fortæller politiets vagtchef Søren Strægaard til Ritzau.
Hvem manden er, ved politiet ikke. Umiddelbart er der ingen savnede personer i området, som det kunne være. Politiet har heller ikke klarhed over, hvad der ligger bag mandens død.
– Han var nøgen, og umiddelbart er der ingen tegn på, at der er begået en forbrydelse, fortæller Søren Strægaard.
For at få klarhed over dødsårsagen skal der i første omgang foretages et retslægeligt ligsyn. Samtidig arbejder politiet på at finde frem til mandens identitet.
/ritzau/