Oprydning på motorvej venter på undersøgelser


Et større oprydningsarbejde venter forude, efter at en del af en motorvejsbro lørdag aften styrtede ned over Helsingørmotorvejen i Nordsjælland.

Like localeyes.dk på Facebook

Oprydningen må dog vente på, at de tekniske eksperter, som søndag arbejder på stedet, bliver færdige med deres undersøgelser, lyder det fra Nordsjællands Politi.

LÆS OGSÅ: Bro styrter sammen over motorvej i Nordsjælland
– Vi har nogle ekspertteam på stedet, som skal have fastlagt årsagen til sammenstyrtningen, og når de engang er færdige, skal man i gang med at rydde op, fortæller Palle Jørgensen, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

LÆS OGSÅ: Ingen kom til skade da bro styrtede sammen over motorvej
Ingen kom til skade, da broen ved Egebækvej ved Nærum delvist styrtede sammen, og store mængder byggematerialer styrtede ned på motorvejens kørebane.

LÆS OGSÅ: Motorvejsbro styrtet sammen: Sådan ser det ud søndag morgen
Til alt held kørte ingen trafikanter under broen, da ulykken skete, og de 26 broarbejdere, som arbejdede på motorvejsbroen slap alle godt fra sammenstyrtningen.

– Arbejdstilsynet har været på stedet og foretage undersøgelser, fortæller Palle Jørgensen.

Palle Jørgensen oplyser søndag klokken 13.30, at politiets eksperter afventer, at en skanner ankommer til stedet.

– Der er noget derude, som skal skannes, og når det er gjort, så vil man kunne gå i gang med at rydde op, siger han.

Vejdirektoratet ved endnu ikke, hvornår motorvejen igen kan åbne. Foreløbig er spørgsmålet, om den bliver klar til myldretiden mandag morgen. Helsingørmotorvejen er blandt landets mest trafikerede strækninger.

Indtil videre bliver trafikken ledt af motorvejen ved afkørslerne ved Gl. Holte og Nærum.

Vejarbejdet på Helsingørmotorvejen har til formål at udvide strækningen mellem Hørsholm S og Gl. Holte fra fire til seks spor. Efter planen skal det være afsluttet i efteråret 2016.

Hvorvidt nogen skal stilles til ansvar for ulykken, er det ifølge Palle Jørgensen for tidligt at sige noget om.

– Nu afventer vi rapporten fra de tekniske undersøgelser og Arbejdstilsynets rapport, og først da vil der blive taget stilling til, om der skal rejses sigtelse mod nogen, siger han.

/ritzau/

Newspaq