Det her er faktisk en af de film, du både kan se med dine drenge og med din kæreste. Du vælger selv. Men hvis du vælger din kæreste er du sikret en hel aften med din darling under armen. Der skal også nok komme et tidspunkt hvor du kan tørre en enkelt tåre eller to væk fra hendes kind. Måske også en fra din egen. I dare you not to cry. I dare you.
Filmen får fire ud af seks stjerner.
Gaderæs, alkohol og hurtig kærlighed er alt sammen noget, der kan sparke liv i en rastløs og adrenalinhungrende vennegruppe. Men den kombination får fatale konsekvenser, da Nikolaj og hans bedste ven Martin med speederen i bund slår en ung pige ihjel.
Martin ryger i fængsel, og Nikolaj går fri. Nikolaj vil gøre alt for at hjælpe Martin videre, men kærligheden kommer i vejen, da Nikolaj forelsker sig i Martins drømmepige og tvinges ud i et voldsomt dilemma.
Venskaber og kærlighed bliver sat på spidsen med 200 km/t, og ingen når at tænke sig om, før det er for sent.
Lev stærkt er den uafhængige opfølger til filmen Råzone, og med den vestegnslignende åbningsscene og et soundtrack fra Suspekt er stemningen ligesom lagt. Men der er forskel på de to.
Råzone er en historie drevet af jalousi og had, hvor denne er drevet af naivitet og desperation. Frustrerede store drenge med sorg i blikket, da livet pludselig bliver alvor. Det er meget nemmere at sympatisere med disse karakterer.
Det er virkelig også mange dejlige overraskelser i det unge cast. Blandt andet Joakim Ingversen viser sig at kunne mere, end man kunne forvente af en børne-tv vært. Cyron Melville (Nikolaj) er super skarp – men det vidste vi sgu da godt. Knægten har jo spillet og været god til det siden 1995.
Den største overraskelse er Jakob Oftebro i rollen som Martin. Han går simpelthen lige hjertet på en. I hans rolle, der på mange måder mindede mig om Aaron Pauls rolle som Jesse i Breaking Bad – den sørgmodige drengs flugt fra sine egne følelser – flår han simpelthen én levende. Man kan næsten ikke holde det ud. Mere af ham – tak!
Der blev i denne film kælet for nogle detaljer man normalt ville klippe ud af en spillefilm. Det var jeg ret glad for, fx da ulykken sker følger man dem i et nærmest en-til-en forløb, der giver et ret tydeligt billede af, hvor forskelligt de griber situationen an. Det er på den måde en fortællerform, du ikke kan slippe fra. Den kravler ind under huden på dig og sørger for, at du ikke får et eneste stille øjeblik.
Så hvorfor ‘kun’ 4 stjerner? Grunden til det er, at nu hvor jeg har set den, har jeg ikke det vilde behov for at se den igen. Altså jeg kunne godt – jeg behøver det bare ikke.
Alt i alt så synes jeg bestemt den er det første kig værd. Den var faktisk skide go’. Og hvis du, som jeg, ikke nødvendigvis er fan af dansk socialrealisme så lad dig endelig ikke skræmme. Det her er en af de gode.
