Pengeautomat sprængt i luften – formentlig ved brug af gas

Ukendte gerningsmænd har natten til onsdag sprængt en pengeautomat i luften ved Jutlander Bank i Kirkegade i Hadsund.

Like localeyes.dk på Facebook

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

– Hele indgangspartiet er godt og grundigt ødelagt. Vinduer og rammer er blevet smadret, siger han til Ritzau.

Sprængningen af pengeautomaten er formentlig foretaget ved hjælp af gas, oplyser han.

Vidner har set gerningsmænd køre fra stedet i en mindre, sort bil af ukendt mærke, men Nordjyllands Politi ønsker ikke at oplyse, hvor gode spor det har i sagen.

Det er endnu uvist, hvor mange penge gerningsmændene er sluppet af sted med.

Efterforskere fra politiet er onsdag morgen på vej til Hadsund for at foretage tekniske undersøgelser på stedet.

/ritzau/