Spærrede indbrudstyve inde og tilkaldte politiet


Arkivfoto


Sent torsdag aften modtog politiet anmeldelse om, at en 50-årig mand i Gadstrup havde spærret nogle indbrudstyve inde.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den 50-årig var på vej hjem til sin bopæl på Nordmarksvej i Gadstrup. Forinden havde han bemærket en mistænkelig bil med tre personer i, der kørte i området. Bilen kørte herefter ind i indkørslen til den 50-åriges bopæl.

Den 50-årige valgte at parkere sin bil i indkørslen, så den mistænkelige bil ikke kunne køre fra stedet, hvorefter han tilkaldte politiet. En politipatrulje ankom kort tid efter.

En 34-årig mand og to 22-årige mænd, der alle er fra Litauen, blev anholdt.

Ved ransagning af de anholdtes køretøj fandt politiet ingen koster, der kunne stamme fra indbrud. Men til gengæld diverse “indbrudsværktøj” samt en seddel med den 50-åriges adresse.

De tre anholdte er fortsat i politiets varetægt, mens politiets jurister vurderer om de skal fremstilles i grundlovsforhør.