Nye anholdelser i narkosag hvor flere rockere er fængslet


Arkivfoto


Politiet udvider kredsen af sigtede i en sag om amfetamin og andre stoffer i Nord- og Østjylland.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Tirsdag fremstilles en mand og en kvinde i grundlovsforhør i Retten i Aalborg efter en aktion mandag, hvor politiets specialgruppe Task Force Vest besøgte fem adresser.

LÆS OGSÅ: Otte anholdt for kokain og maskinpistoler

I forvejen er 11 personer varetægtsfængslet i sagen – heriblandt to fuldgyldige medlemmer af Hells Angels samt tre mænd fra støttegruppen Devil’s Choice.

I Task Force Vest ønsker chefen, Brian Olsen, ikke at give mange detaljer om de seneste anholdelser.

LÆS OGSÅ: Danske politiagenter optrevlede international narkobande

Han siger, at sigtelserne mod de to anholdte, en mand på 46 år og en kvinde på 33 år, drejer sig om amfetamin.

Vicepolitiinspektøren vil ikke komme nærmere ind på de adresser, som er blevet ransaget.

De første anholdelser skete 8. april i år, da politiet slog til mod mistænkte i fem jyske byer.

Dengang blev 14 steder endevendt, og der blev fundet hash, amfetamin og dopingmidler.

Task Force Vest har til opgave at efterforske mod rockeres og banders kriminalitet, indbrudskriminalitet, hælerier og andet.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq