Otte anholdt for kokain og maskinpistoler


Arkivfoto


Otte mænd, som politiet betegner som et kriminelt netværk, sigtes for at have besiddet op til næsten fire kilo kokain og for våben.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

De fire er anholdt i det vestlige Aarhus, to andre i Randers og de sidste er anholdt i København, oplyser Østjyllands Politi.

I sagen er der også fundet en maskinpistol, to pistoler og ammunition. De farlige sager er dukket op på en adresse i Jylland, men vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard ønsker ikke at gå i detaljer.

– Grundlovsforhøret vil foregå bag lukkede døre, siger han om retsmøderne med de otte torsdag ved Retten i Aarhus.

Samlet set har betjentene fundet et kilo kokain under anholdelserne og ransagningerne, som begyndte onsdag lidt før klokken 13 i København, og som sluttede lidt før klokken 21.

– De to, der er anholdt i København, er afrikanske statsborgere, oplyser vicepolitiinspektøren.

Nogle af de anholdte sigtes for besiddelse af 200 gram kokain, mens andre sigtes for minimum 3,9 kilo kokain, lyder det fra politiet.

Mændene er i alderen fra 23 til 30 år.

Aktionen skyldes et samarbejde mellem Østjyllands Politi, Københavns Politi og specialgruppen Task Force Vest.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq