I weekenden kvæstede han en 15-årig: Tirsdag blev fartbilisten løsladt


Arkivfoto


En 15-årig dreng blev alvorligt kvæstet, da han i weekenden blev kørt ned af en bilist i Sønderborg.

Like localeyes.dk på Facebook

Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt den 20-årige bilist og krævede vedkommende varetægtsfængslet. En dommer valgte dog at løslade bilisten ved Retten i Sønderborg tirsdag.

Ulykken skete kort efter klokken 17 lørdag eftermiddag på Grundtvigs Allé, hvor den 15-årige cyklede ud foran bilisten.

Allerede lørdag fortalte vidner, at bilisten kørte meget stærkt, da ulykken skete. Og selv om politiet stadig er i gang med efterforskningen af ulykken, blev det mandag besluttet at anholde den 20-årige mand og kræve ham varetægtsfængslet.

Manden er anholdt, fordi “han formodes at have kørt med al for høj hastighed i byområdet, hvor der er hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen”, skrev Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Bilisten er fortsat sigtet for “uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med færdselsuheldet”, trods dommerens løsladelse.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq