Casper Christensen: Qvortrup erklærede krig mod de kendte


Før Henrik Qvortrup tiltrådte som chefredaktør på Se og Hør var der fest og fadøl på redaktionen, og de kendte kunne bremse en dårlig historie, det stoppede med Qvortrup, herefter var det Se og Hør mod de kendte.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Sådan lyder det i en ny TV 2-dokumentar ‘Se og Hør-skandalen: Til stregen – og over’, som vises på TV2 tirsdag 20. maj klokken 20.50.

– Det kæmpestore skift kommer, da Henrik Qvortrup kommer til. Nu er der ikke længere fest på Se og Hør, nu er der ikke længere noget samarbejde eller tåleligt forhold. Nu er det de kendte og Se og Hør-redaktionen mod hinanden, fortæller Casper Christensen.

Fra fest og fadøl til moralsk forfald
Dokumentaren beskriver Se og Hørs moralske forfald fra glade dage med fadølsanlæg på redaktionen og et festligt samarbejde med de kendte – hvor en negativ historie kunne bremses – og frem til en ny og mere hardcore redaktionslinje ved Henrik Qvortrups tiltræden som chefredaktør.

TV 2 har også talt med kendte danskere som Amin Jensen, Annette Heick og Camilla Miehe-Renard samt de to tidligere ansatte på Se og Hør, journalist John Lindskog og Peer Kaae, som også har skrevet bogen ‘I sandhedens tjeneste’ om ugebladet.

Tidligere Se og Hør-journalist og forfatter bag bogen, ‘Livet, det forbandende’, som startede hele skandalen, Ken B. Rasmussen, siger i dokumentaren:

– Hvis vi siger, at alle journalister kører motorcykel, så var vi nok Bandidos. Ligesom Bandidos havde vi ikke nogen regler. Vi havde ikke nogen presseetiske regler, som vi død og pine skulle overholde.

Foto: TV2