Historisk: Dykkere har fundet Columbus’ skib


Arkivfoto


Et dykkerhold mener, at de har gjort et fund af historiske dimensioner ud for Haitis kyst, hvor de siden 2003 har udforsket et gammelt skibsvrag.

Like localeyes.dk på Facebook

Barry Clifford og hans hold mener ifølge CNN, at de har fundet Christopher Columbus’ skib Santa Maria, som gik på grund for mere end 500 år siden.

Dykkerne har blandt andet fundet en kanon af en type, der blev brugt i det 15. århundrede, og det er særligt den, der ifølge dykkerne kan knytte skibsvraget til den italienske opdagelsesrejsende og hans berømte skib.

Columbus rejste fra Spanien i august 1492, da han forsøgte at finde en vestlig søvej til Kina og Indien, men i stedet fandt han det caribiske område.

– Det er skibsvragenes Mount Everest for mig, siger Barry Clifford til CNN.

– Dette skib ændrede menneskets historie.

Med sin flåde på tre skibe gik Columbus blandt andet i land på Haiti, hvor Santa Maria stødte på grund, og den opdagelsesrejsende og hans følge måtte senere sejle tilbage til Spanien i de to andre skibe Nina og Pinta.

Skibsvraget skal nu undersøges af arkæologer, og skibet er ifølge Clifford i en stand, så det kan graves fri af havbunden.

Barry Clifford og hans dykkerhold har undersøgt skibet i en årrække, og de har blandt andet fundet, at størrelsen passer med Santa Maria.

De har også fundet sten, som kan stamme fra det område i Spanien, hvor skibet blev bygget i det 15. århundrede.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq