Dette blogindlæg er udelukkende bygget på mine egne holdninger og erfaringer som fagperson fra arbejdet med kriminelle.
For cirka et år siden faldt der dom i Højesteret mod den 26-årige multikriminelle Jura Levakovic, og nu er han igen kommet på alles læber efter en meget omdiskuteret tv-udsendelse om familien på TV 2.
Tak til TV 2 for den fantastiske udsendelse, der kunne underholde familien Danmark – og bagefter sætte gang i hele Danmarks forargelse og had, der strækker sig helt op til den tidligere justitsminister Brian Mikkelsens Facebook-side, hvor han opfordrer til hårdere straffe og udvisning for bestandig.
Jura er i mine øjne et eksempel på den angst, der er i os alle i forhold til at gribe ind og hjælpe omsorgssvigtede børn – og den måde systemet griber sager an om anbringelser i etniske familier.
Jura fik sin første ”plet” som otte-årig. Allerede der burde fagpersoner havde grebet ind. Men angsten for at røre disse multikriminelle familiers børn er ikke ukendt i systemet, og derfor ender det ofte med, at børnene lades i stikken – og forbliver i hjem, der slet ikke er egnet for børn at vokse op i.
Jura får, på trods af advarsler om en helt forkert udvikling, lov at blive ved med at leve et liv, der ender med at gøre ham til voldtægtsforbryder som 13-årig. Men hvem er det lige, der bliver voldtægtsforbryder som 13-årig?
Min erfaring i arbejdet med kriminelle siger mig, at børn, der begår forhærdet kriminalitet og sædelighedsovergreb, selv er ofre. De har haft nogle opvækstbetingelser, der har gjort dem syge.
Der er ingen tvivl om, at Jura er blevet syg. Jeg har mødt flere af kriminelle som Jura. De er ikke onde af natur. De er blevet onde, fordi de selv er blevet ødelagt og udsat for vold og overgreb gennem hele deres opvækst. De begynder langsomt at tilegne sig en verden, der er ond – for selv at kunne overleve. Hvis man ikke, som loven forskriver, hjælper små børn, der er udsat for massivt omsorgssvigt i denne slags familier, da kan det kun gå galt.
Men hvem bærer ansvaret? Er det systemet, det civile samfund eller er det familien selv?
Det er et spørgsmål, hvor de fleste vil svare familien – og ikke uden grund. For kan og skal vi som samfund og system tage ansvar for, at der er mennesker, der ikke kan indordne sig?
Problemet er bare, at det ikke er så simpelt, hvilket jeg også godt kan forstå, mange ikke kan forstå, når man ikke tænker over det, den dengang lille dreng Jura var igennem – og er vokset op til at blive – et monster i manges øjne, der bare skal kyles ud af landet.
Et monster vi helst vil smide ud og gemme væk. Problemet er bare det med, et menneske som Jura er som med plastic i naturen, det formulder ikke i et med jorden og forsvinder.
Jura har en stor familie i Danmark. Jura har søskende, og alt hvad der hører sig til i en storfamilie. I den er der også små børn, der lige nu, imens jeg sidder og skriver dette, bliver udsat for massivt omsorgssvigt. Nok får de mad og tøj på kroppen, men de er børn og uvidne om deres skæbne, der indebærer en opvækst, hvor omverden ser på og fordømmer dem, når de bare nævner deres navn.
Deres skæbne er nemlig, at de er født ind i en kriminel familie, hvor normer og sund fornuft er sat helt ud af spil. De her børn går, som Jura har gjort, i danske institutioner – med danske pædagoger og lærer. De taler dansk og har leget med dine og mine børn i børnehaven. Hvorfor er der ingen her, der har taget et ansvar for en lille dreng med så massive problemer – og forsat ikke gør det med de andre små i familien ?
Hvorfor bliver de her børn ikke hjulpet før det er for sent?
Hvorfor er der så stor en angst for at gribe ind i disse familier?
Personligt tror jeg, at det handler om, at vi som fagfolk er berøringsangste, når det ikke er etnisk danske børn, der skal hjælpes eller i sidste ende anbringes udenfor hjemmet. Det er svært at komme ind i disse familier, der ofte er meget kaotiske og samtidig ekstremt festlige – bare på den forkerte måde.
Vi skal huske, at vi alle bærer et ansvar for alle de børn, der vokser op som Jura. Jura har ikke kunnet få dansk statsborgerskab – og hurra for det, vil mange sige, men husk nu på, at grunden til det, er hans livsbetingelse – at være født ind i en familie, hvor handlemulighederne ikke har været anderledes end at være som resten.
Og når ingen udefra griber ind, giver et barn stille og roligt op og affinder sig. Ligesom børnesoldater. De bliver syge og onde. Det er ren overlevelse.
Alle hader Jura, og Jura hader Danmark.
Jeg har med væmmelse læst den måde, kommentarer har fløjet gennem luften i tv og på nettet. Og det er ikke små ord og ytringer, der i flæng kastes ud som gylle. Det er svært at være vidne til den manglende indsigt i forhold til at være dybt omsorgssvigtet og overladt til sig selv – og ende med en udvisning til et land, hvor der intet er.
Jeg skriver ikke det her for at legalisere de kriminelle handlinger, Jura har begået. Men jeg ønsker at minde alle i det her land om, at vi alle bærer et ansvar i forhold til de små drenge og piger, vi møder på vores vej.
På gaden, i gården og i børnehaven og skolen – og ikke mindst, at vi som fagpersoner bliver bedre til at gribe ind i de meget problematiske familier, hvor børnene ikke har en chance for at vokse op på normal vis og derfor ender med at blive kriminelle monstre, som forkastes og smides væk som affald, vi ikke mere vil røre, se og høre.
Men husk, så længe vi ikke alle sammen er med til at løfte de ekstremt omsorgssvigtede børn, der ender vi med at komme til at se mange flere som Jura. En lille dreng, der endte som et produkt af en familie, hvor systemet og det omkringliggende samfund ikke har gjort det godt nok.
Og til alle jer, der nu sidder derude og tænker. Det er satme ikke samfundets skyld og opgave – til jer vil jeg sige, Jo, det er det, så længe vi betaler en høj skat for at nogle kan varetage de omsorgssvigtede børns interesser. Hvis systemet omkring dem ikke virker, må der noget andet til. For så længe børn overlades til sig selv med vold og kriminalitet fra de er helt små uden at nogle bryder kæden totalt, da vil historien gentage sig gang på gang.
Det er det man i fagsprog kalder for social arv – og social arv er ligeså normalt i de etniske familier som i de danske, den ser bare anderledes ud, men fodrer det samme had, håbløshed og ondskab i et hvert lille barn.
Og helt ærligt, hvad hjælper det at udvise Jura, når der er mange nye af hans salgs på vej ?
Måske man skulle forsøge at starte der, hvor man endnu ikke har ødelagt det lille barn endnu.
Jeg ønsker alt det bedste for Jura. Det er sgu ikke hans skyld, at han blev født ind i et stort sort hul af svigt og ondskab og endte som familien Danmarks underholdningsfaktor og prygleknap for en fejlslået socialpolitik, der ender med at blive til et retspolitisk spørgsmål om skyld og straf.
Der fodrer blot følelsen af had og atter had.
Foto: TV 2, billede af Jura Levakovic fra programmet ’Sigøjnerbossen – og hans berygtede familie’, som du kan se på
