To unge fængslet for drabsforsøg i Vejle


Arkivfoto


Efter flere dages flugt er en 19-årig mand blevet anholdt og varetægtsfængslet i sagen om et knivoverfald i Vejle.

Like localeyes.dk på Facebook

I et grundlovsforhør lørdag formiddag har en dommer i Kolding fængslet den unge mand frem til 23. maj.

Sigtelsen drejer sig om drabsforsøg, men vagtchef Martin Rasmussen ved Sydøstjyllands Politi kan ikke oplyse, om den 19-årige nægter eller erkender sig skyldig.

Manden sigtes for sammen med en 18-årig fra Give-området at have stukket en tredje med kniv i en lejlighed på Peter Holms Allé i Vejle den 24. april.

Allerede dagen efter blev den 18-årige fængslet, og i den forbindelse opfordrede politiet den 19-årige til at melde sig selv.

Offeret slap med mindre skader. Han blev relativt hurtigt udskrevet efter at være blevet behandlet på hospitalet, har politiet tidligere oplyst.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq