Pro-russiske oprørere lægger ikke skjul på, hvem det er, de holder fanget efter at have omringet en bus med OSCE-observatører i den østukrainske by Slavjansk.
I en video på YouTube fremvises identitetskortene på blandt andre den dansker, der er en del af den 13 personer store gruppe.
Samtidig beskylder oprørslederen og den selvudnævnte borgmester, Vjatjeslav Ponomarjov, de tilfangetagne for at spionere i deres område.
– Vi har en formodning om, at det er helt almindelige efterretningsfolk, der har udført deres efterretningsarbejde på vores territorium, siger Vjatjeslav Ponomarjov videoen på YouTube.
– Vi har også fundet kort, som de har lavet, der viser alle vores vejspærringer og det er et klart bevis på, at der er tale om efterretningsarbejde, som udføres under dække af OSCE-arbejde.
Ud over at beskylde den tilfangetagne gruppe for at være spioner, retter Ponomarjov også en bredside mod de politikere, der har sat sig på magten i den ukrainske hovedstad, Kijev.
– Juntaen i Kijev lyver nu så meget, at de ikke ved, hvordan de skal lyve mere. Dem i Kijev burde bare udgive en fantasy-bog med deres løgne, for det er det niveau, de er på nu, siger han.
Observatørerne fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa forsvandt fredag, mens de opholdt sig i nærheden af byen Slavjansk.
Ifølge OSCE er der fire tyskere, hvoraf tre er soldater, fem ukrainske soldater og fire militære observatører fra Danmark, Tjekkiet, Polen og Sverige, blandt de tilfangetagne.
/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq