Panik på motorvej: Tjekkisk autotransporter ramte flere vejbroer


Arkivfoto


En bilist som kørte på Sydmotorvejen blev ramt af løsdele fra en stor tjekkisk autotransporter. Autotransporteren var alt for højt læsset med biler og havde ramt Højbroen. Fire biler på øverste etage blev smadret.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Den tjekkiske lastbil blev standset og politiet kunne konstatere, at den 55-årig chauffør virkede påvirket af medicin. Han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand, for at have forårsaget flere færdselsuheld.

Det startede med, at den tjekkisk lastbil, der var lastet med syv biler af mærket Mitsubishi onsdag klokken 15.45 udløste højdealarmen ved Guldborgsund-tunnellen, og bommene gik ned. Lastbilen blev ført over i det nordgående spor, og der blev åbnet for trafikken igen.

Klokken 17.20 fik politiet en anmeldelse fra en bilist, der havde kørt bag autotransporteren i Nykøbing. Hendes bil var blevet ramt af løsdele fra bilerne på øverste etage, som havde ramt Højbroen, da lastbilen kørte under.

Politiet fik igen kontakt med lastbilen på Sydmotorvejen, hvor betjentene så, at bilerne igen ramte en motorvejsbro. Herefter blev lastbilen fulgt til Rødbyhavn, hvor politiet undersøgte lastbilen og chaufførens papirer.

De fire biler på øverste dæk var alle trykket og bulet, og chaufføren – en 55-årig mand fra Tjekkiet virkede fraværende og påvirket af medicin. Han blev anholdt klokken 18.05 og sigtet for kørsel i påvirket tilstand, for at have forårsaget flere færdselsuheld. Og et tjek af hans fartskriver viste, at diagramuret ikke var indstillet rigtigt, hvilket han også blev sigtet for.

Den 55-årige blev taget med til afhøring på politistationen i Maribo, men blev løsladt igen klokken 21.30, men hans papirer tilbageholdes, indtil resultatet af blodprøven foreligger.