Arkivfoto
Kærlighedsbreve eller dødstrusler venter ofte hjemme i postkassen, hver tiende sygeplejerske har følt sig chikaneret i deres fritid af patienter, pårørende eller brugere.
Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd.
– Selv om sygeplejersker ofte beskæftiger sig med patienter og pårørende, som er i dyb krise og derfor ikke altid tænker lige rationelt, så er det fuldstændig uacceptabelt, siger næstformand Dorte Steenberg i en skriftlig kommentar.
Hun har hørt om sygeplejersker, der fjerner deres navneskilte for at skjule deres adresser og telefonnumre.
2093 sygeplejersker har svaret på undersøgelsen, hvilket svarer til omkring halvdelen af de adspurgte. Af dem har næsten hver tiende oplevet at blive chikaneret i deres fritid.
Dorte Steenberg understreger, at chikane er bredt defineret. Ikke al arbejdsrelateret chikane er vrede henvendelser og trusler.
– Men det er selvsagt ret skræmmende at blive udsat for chikane. Specielt i sin fritid, hvor der jo klart overskrides en grænse til privatsfæren, siger hun.
Derfor opfordrer Dansk Sygeplejeråd til, at alle arbejdspladser får en strategi for, hvordan de hjælper deres ansatte med at håndtere chikane.
– Sygeplejersker, der udsættes for chikane i deres fritid, kan let føle sig magtesløse, hvis der ikke er en klar plan for, hvordan situationen skal håndteres, siger hun.
– Derfor er det helt afgørende, at arbejdspladserne har en plan for, hvordan den slags problemer skal forebygges og håndteres, siger Dorte Steenberg.
Kun seks procent af sygeplejerskerne svarer i undersøgelsen, at deres arbejdsplads har retningslinjer for chikane.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq