Lig i Lyngby: Politiet anholder 31-årig drabsmistænkt

Nordsjællands Politi har tirsdag aften anholdt en 31-årig mand og sigtet ham for manddrab.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det oplyser vagtchef Ole Hestbæk til Ritzau.

– Han er bosiddende i Kongens Lyngby. Den anholdte har udenlandsk statsborgerskab og er sigtet for manddrab, siger han.

Politiet efterforsker stadig sagen og vil derfor ikke ud med yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Ekstra Bladet skriver dog, at et større område i Lyngby tidligere tirsdag var afspærret, og politiet afsøgte stedet med hunde.

Oplysningen bekræftes af politiet.

– Det er korrekt, at vi tidligere har afspærret et større område på blandt andet Melagervej som en del af en større efterforskning, siger Ole Hestbæk til Ekstra Bladet.

Den sigtede mand vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby med krav om varetægtsfængsling, oplyser vagtchefen.

I forbindelse med retsmødet vil anklagemyndigheden begære lukkede døre.

/ritzau/