En stukket ned under masseslagsmål i København

En person er blevet stukket overfladisk med en kniv og en anden er blevet udsat for stump vold i forbindelse med et større slagsmål på Islands Brygge i København tirsdag aften.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Politiet fik flere anmeldelser om, at op mod 25 personer var oppe at slås.

– To personer er kommet til skade i forbindelse med slagsmålet, fortæller vagtchefen ved Københavns Politi, Lars Westerweel, til Ritzau.

– Ingen af dem er dog kommet alvorligt til skade, tilføjer han.

Politiet ved midt på aftenen ikke, hvorfor de mange unge mennesker kom op at slås.

Ifølge vagtchefen har politiet anholdt fire personer i forbindelse med slagsmålet, og de er midt på aftenen ved at blive afhørt.

/ritzau/