Du har det jo godt – der i din guldramme – det er nemt at skyde fra varmen med en fyldt mave og kærlighed. Men tro mig – det er endnu nemmere at skyde fra kulden på tom mave og uden kærlighed. Ingen er født onde – og had avler had.
Juleaften blev et kærestepar slået ned på Vesterbro ude foran deres gadedør.
Jeg blev nysgerrig – ikke kun fordi, jeg selv lige havde været på selv samme gade, hvor jeg bor – og på samme tid havde set en gruppe unge fyre stå og kede sig på hjørnet ved døgnkiosken, som jeg kan se fra mit vindue – lige ved Enghaveparken, hvor parret selv bor. Det kommer tæt på, når det er udenfor ens egen gadedør.
Men jeg blev også nysgerrig af en anden grund – for hvem er det, der slår et par ned på gaden juleaften – jeg kunne ikke dy mig og gik ind på Facebook, hvor kvinden havde lagt fotos op med sit smadrede ansigt. Derudover kunne man på forsiden af de fleste aviser læse om episoden – og se de samme fotos, hun havde postet på sin profil.
Statusopdateringen havde fået over 10.000 likes – og den kommentar, der har fået flest likes i tråden var en kommentar, hvor i der stod noget i retning med: De fucking perkere. De skal bare smides af helvede til, hvor de kommer fra, så de kan mærke straffen dér, hvor den gør ondt – noget i den stil… den kommentar havde fået over 1200 likes i sig selv. Efterfølgende væltede det frem med racistiske bemærkninger – og vreden fik frit spil. Husk, at stem DF til næste valg osv. Tråden kom i virkeligheden til at handle om ”de fucking perkere” – at det var somaliere – og hadet var dræbende.
Jeg kunne slet ikke overskue at læse tråden til ende – fik det skidt. Samtidig læste jeg, at endnu en moske var blevet brændt ned i Sverige – imens der sad mennesker og bad inde i moskéen.
En ting kan jeg konstatere, og det er hadet – hadet der tillægges religion og race – og som kommer til udtryk i vold. Vi aner ikke, hvorfor de unge fyre overfaldt kæresteparret. Vi får det nok heller aldrig at vide. Vi hører kun om handlingen – i mit arbejde med tidligere afsonere og indsatte møder jeg ofte grunden til handlingen.
Jeg møder de unge desperate fyre, der føler sig sat helt udenfor. Jeg møder deres vrede, deres frustrationer og totale afstumpethed. De føler værd i voldshandlingen. De lever i vold – de lever så langt væk fra kæresteparrets tilværelse i en fed andel på Vesterbro – med tryghed, familie, gode uddannelser og jobs. De hader dem, der har det hele – alt det de ikke har. De hader sig selv – og ikke mindst deres liv. De har ingen steder at tage hen, og de kan ikke flygte fra sig selv.
De ender som fortabte voldsmænd i sorte dunjakker på gadehjørnet. De finder deres fjender – og skaber et selvbillede, der passer ind i en ramme, som allerede hænger på væggen – og som er skåret ud præcis til dem. De får en plads på væggen. De får en plads. Alle har brug for en plads. Deres er negativ og ladet med had. Had til omgivelserne, til sig selv – og mest af alt til det billede, som de føler sig presset ind i – jeg har mødt mange af dem. De er sgu fortabte. Hvor sender man de fortabte hen – ville du invitere dem ind på the? Nej vel – de er jo bare nogle fucking voldsperkere, der skal sendes tilbage til det land, de ikke er født i, og hvor al Deres familie er splittet op i atomer. De er danskere, med danske pas og statsborgerskab. De er en del af dig selv, og du er med til at skabe de billeder, som vi alle har ansvaret for at hænge op på væggen.
Du har det jo godt – der i din guldramme – det er nemt at skyde fra varmen med en fyldt mave og kærlighed. Men tro mig – det er endnu nemmere at skyde fra kulden på tom mave og uden kærlighed. Ingen er født onde – og had avler had.
Vi har alle et ansvar for ikke at puste til den – også selvom det er de fortabte drenge, der har slået et velstillet par ned på Vesterbro.
Ingen hader jyderne her – ingen hader perkerne her. Her på Vesterbro holder vi sammen. Her på Vesterbro er vi imod vold og dens handlinger, men vi er også imod racisme og fremmedhad.
Jeg ønsker parret det bedste og håber ikke, at de udvikler posttraumatisk stress – en sygdom som mange af de her fyre også lever med – efter den vold, de selv er blevet udsat for igennem opvæksten – både den fysiske og psykiske.
Jeg håber, at kæresteparret er i stand til at skelne – og at man i sager som denne tager afstand til volden. Den banale afstumpede og umotiverede vold, der i sidste ende er et udtryk for det modtryk, der avles af selvsamme had og polarisering.
Det er en ond cirkel, der kun kan stoppes med dialog og forståelse – og at vi alle os aftager dem, der har mindre end os selv. Bare kald mig en hippierøv – jeg er ligeglad – for jeg ved helt inderst inde, at intet andet kan forandre den måde at være og handle på.
