Stukket ned i kiosk: Mand uden for livsfare


En kioskejer blev mandag eftermiddag stukket i ansigtet med en kniv i sin kiosk på Amagerbrogade i København.

Men det var tilsyneladende ikke kioskejeren, som den cirka 50-årige knivstikker havde set sig ond på.

LÆS OGSÅ: Mand stukket ned i kiosk

– Han sidder og spiller i kiosken, da der opstår nogle uoverensstemmelser mellem ham og de andre gæster, fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Brian Belling, til Ritzau.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Manden går i vrede fra kiosken, men vender tilbage omkring 20 minutter senere.

– Denne gang har han en kniv med og vil ind til dem, han havde været oppe at skændes med. Men kioskejeren stiller sig i vejen og bliver så stukket en enkelt gang i ansigtet, forklarer Brian Belling.

Efter knivstikkeriet løber manden fra kiosken og flygter ud ad Amagerbrogade.

Kioskejeren blev bragt til Rigshospitalets Traumecenter og er udenfor livsfare.

/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq