Blå Avis-køber stikker sælger med kniv


Arkivfoto


Salget af et dyrt ur gik fredag galt, sælgeren blev stukket to gange med kniv men fik tilbageholdt kniv-køberen til politiet kom.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

To mænd på 18 og 24 år havde fredag eftermiddag via den Blå Avis aftalt at mødes på hjørnet af Tingvej og Birketinget på Amager i København. Den 18-årige mand ville tilsyneladende gerne købe et dyrt ur af den 24-årige mand.

– Men da han har fået uret, trækker den 18-årige en kniv og går fra stedet. Samtidig siger han til den anden, at han ikke skal følge efter ham, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Kenneth Jensen, fredag aften til Ritzau.

Sælgeren følger alligevel efter køberen og griber fat i ham. De to handelsmænd kommer op at slås, og køberen stikker sælgeren med kniv to gange i skulderen. Trods dette lykkes det sælger at fastholde kniv-køberen indtil politiet kommer frem.

Den 24-årige mand blev kørt på hospitalet, og hans skader var ikke livstruende. Den 18-årige køber viste sig at være en gammel kending af politiet. Han blev anholdt og er sigtet for røveriforsøg og grov vold.