60 dages fængsel for at kaste metalgenstand gennem ruden på politiets fartmålerbil


Arkivfoto


En 21-årig mand fra Hvidovre blev i går ved Retten i Glostrup idømt 60 dages ubetinget fængsel for at have kastet en ca. 400 g tung metalgenstand gennem bagruden på en af politiets ATK-biler.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

I bilen sad en politimand, som blev ramt af bagrudens glas, men heldigvis ikke kom alvorligt til skade.

Den 26. februar 2013 blev en ca. 400 g tung metalgenstand kastet gennem bagruden på en af politiets ATK-biler fra en forbikørende bil.

Den samme bil var tidligere på dagen blevet blitzet på grund af for høj fart, og derfor fandt politiet hurtigt frem til, hvem der stod bag gerningen.

I bilen havde siddet tre mænd, og det var den 21-årige, der havde siddet på passagersædet, som erkendte at have kastet genstanden i irritation over at være blevet blitzet.

Gerningsmanden blev idømt 60 dages ubetinget fængsel for forholdet.

– Retten lagde til grund, at han med høj grad af sandsynlighed måtte indse, at der kunne være en person i ATK-bilen, og det kunne være gået rigtig galt, siger senioranklager Steen Ulriksen. 

Forholdet blev vurderet som forsøg, da betjenten ikke blev ramt af genstanden.

Den 21-årige modtog dommen.