Mand dræbt af skud i Malmø

En mand er blevet dræbt af skud i det sydlige Malmø, oplyser politiet.

Manden, som er i 30’erne, blev bragt til et hospital i ambulance, men hans liv var ikke til at redde.

Der blev slået alarm omkring klokken 22 torsdag aften. Myndighederne har ikke oplyst yderligere detaljer om den dræbte.

Det centrale Malmø blev natten til fredag også rystet af en eksplosion. Politiet siger, at det foretager tekniske undersøgelser og har afspærret en strækning på 100 meter i en gade, hvor en bil blev ødelagt, og hvor vinduer blev trykket ind.

Tre personer, som er mistænkt for at stå bag eksplosionen, er anholdt.

I september og oktober rykkede politiet ud til 28 eksplosioner, og myndighederne siger, at det er utroligt, at ingen er blevet dræbt.

På årsbasis er teknikere fra politiets bombegruppe blevet kaldt ud 98 gange.

Ylva Ehrlin, analytiker for en gruppe, som arbejder på at skabe national beskyttelse mod bomber, siger, at der er tale om et uacceptabelt stort antal, og at udviklingen i Sverige på dette område er forskellig fra andre lande i Europa.

Ylva Ehrlin frygter, at antallet af bombesprængninger vil stige yderligere, og hun siger, at de fleste eksplosioner er farligst for “en tredje part” – det vil sige tilfældigt forbipasserende.

– Et skydevåben har man kontrol over, og man sigter som regel på et bestemt mål, men ved en sprængladning har man hverken kontrol over målet eller effekten, siger hun.

Langt de fleste eksplosioner er sket i storbyerne – næsten en tredjedel af dem i Malmø.

I 22 tilfælde har politiet rykket ud til mindre kraftige eksplosioner. Der har været 12 tilfælde med hjemmelavede bomber.

/ritzau/TT