Tågekaos på Fyn og i Jylland – 30 biler i uheld

Anden juledag lagde en tæt tåge sig over Jylland og Fyn, som man kan se på disse optagelser fra Fyn. Den tætte tåge medførte adskillige uheld på motorvejene i Jylland.

– Vi har haft mellem 28 og 30 biler impliceret i uheld, siger vagtchef Lars Grønlund ved Sydøstjyllands Politi, da han gjorde status ved 13-tiden.

I et enkelt harmonikauheld var der cirka 14 biler, men med de andre relaterede sammenstød kom det samlede antal bulede køretøjer altså op på det dobbelte.

Tågen er en stærkt medvirkende faktor, og så er der blevet holdt for kort afstand, vurderer politiet.

Kort efter var der meldinger om andre større uheld på Den Sønderjyske Motorvej, og her var der problemer i både syd- og nordgående retning. Også her menes tågen kombineret med for høj fart at være den sandsynlige forklaring.

Ingen mennesker er tilsyneladende kommet alvorligt til skade.

/ritzau/
Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq