Bombetrussel mod Odense Banegård

Fyns Politi evakuerer i øjeblikket banegården i Odense på grund af en indtelefoneret bombetrussel, oplyser Fyns Politi.

Like localeyes.dk på Facebook

– Bombetrussel indtelefoneret mod OBC (Odense Banegård Center, red.) klokken 13.34 af engelsktalende mand. Bombe skulle sprænge klokken 15.00. Efterforskes p.t., skriver Fyns Politi på Twitter.

– Sidste tog, inden OBC (Odense Banegård Center, red.) lukkes, er toget klokken 14.46 mod Sjælland. Passagerer, der har planlagt rejse efter dette tog, bedes holde sig væk fra OBC, skriver Fyns Politi på Twitter.

DSB indstiller al togtrafik til banegården midt i den store julerejsedag, og togene holder stille mellem Nyborg og Tommerup på Fyn.

– Odense er et knudepunkt og en dag som i dag har vi rigtig mange kunder, der rejser særligt fra København mod Odense og videre til Jylland, siger DSB’s trafikinformationschef Tony Bispeskov til TV2 News.

– I første omgang skal vi sikre, at vores tog holder ind, så vi kan få dem i gang igen hurtigst muligt, og som nummer to skal vi lave planer om, hvordan vi kan afvikle trafikken.

– Hvis vi er ude i, at det vil vare lang tid, skal vi have en plan B, fortæller Tony Bispeskov.

Tidligere på ugen har en 34-årig mand erkend, at han står bag en bombetrussel mod Tech College i Aalborg.

En 34-årig elev fra Tech College i Aalborg blev afhørt i fredags af Nordjyllands Politi, der mistænker ham for at stå bag en bombetrussel mod sin skole dagen før, torsdag.

Tirsdag eftermiddag anholdt politit en 18-årig mand, som erkendte at stå bag en bombetrussel mod Slagelse Gymnasium tidligere samme dag.

/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq