Togperroner, færger, lufthavne og landeveje fyldes med rejsende, når startskuddet til den store juletrafik lyder fredag. Og vejret kommer ikke til forhindre nogle i at nå frem til gløgg og æbleskiver, lyder det fra DMI.
– Mild og fugtig luft strømmer fortsat ind over Danmark. Det bliver en december-weekend med op til 10 plusgrader, regnfuldt, blæsende – og med chance for et kig til solen, fortæller Klaus Larsen, vagtchef ved DMI.
Fredag og søndag vil der være størst chance for hul igennem til solen. Vejret ændrer sig ikke i dagene efter weekenden, og derfor tør vagtchefen godt vædde en enkelt pebernød på, at vi ikke får en hvid jul.
– Den 24. december bliver en skyet dag med regn rigtig mange steder og temperaturer mellem fem og 10 grader. Julestemning med høj himmel og flotte hvide landskaber skal vi derfor kigge længe efter, siger han.
Fredag morgen trækker regn ind mod de vestlige del af landet.
– Nedbøren står tidligt fredag uden for døren ovre vestpå, og den bevæger sig mod øst. I hovedstaden og de østlige egne er der mulighed for en smule sol tidligt på dagen, inden regnen kommer i løbet af eftermiddagen, siger han.
Lørdag vil regnen være mere vedvarende over hele landet med fortsat lune temperaturer.
– Søndag klarer det op igen. Alle får noget sol at se, og der kommer også nogle byger. Kun på Bornholm er der udsigt til en tør dag, siger DMI’s vagtchef.
Vinden vil være forholdsvis blæsende med op til kulingstyrke – på vestkysten endda med risiko for kraftige vindstød i weekenden.
– Det kan give noget rusk i køretøjerne hen over broerne, advarer han.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq