Fem unge terrortiltalte frikendt igen i landsretten

Video fra bandattentatet mod politiskolen i Brøndby

Fem mænd i 20’erne er mandag i Østre Landsret frifundet for terror, efter at anklagemyndigheden ankede byrettens dom i den såkaldte brandterrorsag.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Dermed mener landsretten ikke, at de fem unge ville skræmme befolkningen med en række brandattentater mod blandt andet pelsvirksomheder og Politiskolen i Brøndby, selvom brandene i 2010 og 2011 var politisk motiveret.

De fem mænd blev også frifundet i Københavns Byret for anklager om terrorhensigt. To af mændene slap her med den mindst mulige margin, da et flertal af tre dommere og tre nævninge ville dømme dem for terror i forbindelse brandene.

Tre nævninge var uenige, og det var nok, da mindst to dommere og mindst fire nævninge skal stemme for, hvis en tiltalt skal kendes skyldig. Et absolut flertal er ikke nok.

I landsretten er alle tre dommere enige om at frifinde de tiltalte for terror. Fire af de fem unge mænd blev stort set kendt skyldige i samme forhold som i byretten, mens den 24-årige Peter Jensen blev kendt skyldig i ni forhold mod tre i byretten.

Selvom de fem mænd blev frifundet for terror, så fik de alle årelange fængselsstraffe for brandstiftelse i byretten.

25-årige Frederik Pryds fik seks år og seks måneders fængsel for blandt andet brandstiftelse eller forsøg på brandstiftelse mod pelsvirksomhederne Kopenhagen Fur og Saga Fur samt Politiskolen, Rigspolitiets Koncern IT, Nordea og den græske ambassade.

Frederik Pryds blev desuden sammen med Peter Jensen kendt skyldig i alvorlig brandstiftelse mod pelsvirksomheden Pelsbox Danmark. Peter Jensen var også skyldig i brandstiftelse mod Kopenhagen Fur, og han blev idømt fire års fængsel i byretten.

Peter Jensen blev dog frifundet for syv brandstiftelser eller forsøg, blandt andet en brand i PET’s kantine. Det er en række af disse brandstiftelser, som landsretten nu har fundet Peter Jensen skyldig i.

Peter Jensen blev sammen med de øvrige tiltalte, 23-årige Daniel Holst Petersen, 22-årige Tobias Melsted Hansen og 26-årige Anders Chisttreu kendt skyldige i forsøg på brandstiftelse mod Politiskolen i Brøndby, hvor de også blev anholdt.

De tre sidstnævnte fik hver et år og ni måneders fængsel i byretten.

Anklagemyndigheden ankede dog byrettens dom med det samme for at få mændene dømt for terror.

Østre Landsret forventes at beslutte straffenes længde for de fem unge mænd 12. december.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq