Bodil fældede flere træer end Allan

Væltede træer spærrer stier og vejer i de danske skove, og det er stadig ikke lykkedes Naturstyrelsens medarbejdere at komme ud i alle skove.

LÆS OGSÅ: Enormt træ væltet udover parkeringsplads
Alligevel melder styrelsen allerede nu ud, at Bodil gik hårdere ud over de offentlige danske skove end oktoberstormen Allan.

– Især i Vest- og Midtjylland ser det kaotisk ud. Det var en ganske voldsom storm, og vi har en masse oprydningsarbejde, vi skal kaste os over, siger skovrider i Naturstyrelsen Ole Livbjerg.

LÆS OGSÅ: Bodil væltede træer om ørene på brandmænd på opgave
Naturstyrelsen vurderer, at der er væltet træer på mindst 290.000 kubikmeter. Det er over dobbelt så mange, som der væltede under stormen i oktober.

KLIK og se alle tv-klippene af Bodil-stormen

Under stormen væltede der så mange træer, at det svarer til halvdelen af de træer, Naturstyrelsen normalt fælder på et år. Tabene vil løbe op i et tocifret millionbeløb, vurderer Ole Livbjerg.

Miljøministeriet ejer omkring 20 procent af de danske skove. Resten er private, og også de skove er blevet hårdt ramt, fortæller skovbrugets brancheforening, Dansk Skovforening.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Oktoberstormen kostede danske skovejere 100 millioner kroner. Denne vil koste mere, fortæller kommunikationschef Martin Einfeldt.

– Hvor meget mere tør vi ikke sige. Skove er ramt i hele landet, men i Vestjylland er der katastrofe, siger han.

Skovene i Vestjylland var fuldmodne, og derfor var der langt mere træ, som kunne vælte her, end i Sønderjylland hvor den seneste orkan ramte hårdest.

Da oktoberstormen ramte, var skovene i Sønderjylland nemlig stadig tynde efter orkanen i 1999. Og selvom Bodil raserede skovene, ramte hun ikke når så hårdt som forgængeren i 1999.

LÆS OGSÅ: Vanvid: Kravlede op i sammenstyrtet stillads
– I 1999 faldt der over 3,5 millioner kubikmeter træ. Hvor meget der er tale om denne gang, ved vi ikke, men det er ikke oppe på 99-niveauet, siger Martin Einfeldt.

Naturstyrelsen advarer fortsat danskerne mod at bevæge sig ind i skovene, som også i weekenden kan være farlige at færdes i.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq