36-årig dræbt i solouheld tidligt i morges


Arkivbilled

En 36-årig mand fra Helsinge mistede lørdag morgen livet, da han – sandsynligvis på grund af isslag – mistede kontrollen over sin bil. Det oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau.

Like localeyes.dk på Facebook

Politiet fik anmeldelsen om solouheldet, der fandt sted på Helsingevej mellem Hillerød og Helsinge, klokken 06.09.

– Bilen kommer kørende i sydgående retning. Vi kender ikke hastigheden, men vi antager, at føreren mister herredømmet over bilen på grund af det glatte føre, fortæller vagtchefen ved Nordsjællands Politi.

– Bilen kommer i skred og ryger i grøften, inden den rammer et træ og ryger om på taget. Det er meget tragisk.

Den 36-årige mand var alene i bilen, og han blev erklæret død på stedet.

Mandens pårørende er underrettet.

/ritzau/