Allan Simonsen er ude af Vild med dans

At den vævre fodboldhelt Allan Simonsen skulle komme hele vejen til semifinalen i Vild med dans, var der fra begyndelsen af programmet ikke mange bookmakere, der havde troet på.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Men den tidligere fodboldspiller har haft massiv opbakning, og uge efter uge har fans sørget for, at han trods lave dommerkarakterer gik videre i programmet.

Men fredag aften sluttede det.
LÆS OGSÅ: Vild med dans – Allan glad for at være i semifinalen
Finalen i Vild med dans bliver uden Allan Simonsen og danserinden Sofie Kruuse, og skal dermed danses mellem bordtennisspilleren Mie Skov og hendes partner, Mads Vad, og komikeren Uffe Holm og hans partner, Karina Frimodt.

Årets udgave af tv-programmet har i den grad stået i Simonsens tegn, og det er ikke set før i en dansk sæson at en danser, der har fået så dårlige karakterer af dommerne, har klaret sig så langt i showet. Men finaleplads blev det altså ikke til.
LÆS OGSÅ: Vild med Dans – se Allan danse
I semifinalen fredag aften var parrene på gulvet to gange – først i en traditionel wienervals, der bød på brusende skørter og masser af drejninger.

Her var der hele 37 point at hente fra dommerne til Mie Skov og Mads Vad, 36 point til Uffe Holm og Karina Frimodt, mens Allan Simonsen og Sofie Kruuse måtte nøjes med 18 point.

Dernæst var parrene for første gang i den danske udgave af Vild med dans på gulvet med en ekstra danser, således at nydanserne skulle styre hele to partnere på samme tid.

Mens Uffe Holm og Karina Frimodt havde Marianne Eihilt med på gulvet i en samba, havde Allan Simonsen og Sofie Kruuse danserinden Malene Østergaard til at krydre deres paso double. De fik henholdsvis 38 og 21 point af danse-dommerne.

Mie Skov og Mads Vad dansede med Rene Christensen i deres jive, og det gav dem topkarakterer over hele linjen med fire 10-taller.

I finalen, der bliver sendt fredag den 29. november klokken 20.00, skal parrene på gulvet hele tre gange – nemlig i to traditionelle danse og en freestyle, hvor danserne selv kan bestemme, hvad de vil forsøge at forføre dommere og seere med.

/ritzau/