Politiet efterlyser en bankrøver, som politiet allerede har været nødsaget til, at skyde efter.
Pressemeddelelse fra politiet.
Syd- og Sønderjyllands Politi mener nu med sikkerhed at have identificeret den mand, der er efterlyst for to forsøg på røveri og et røveri i pengeinstitutter i Vojens, Ribe og Gråsten. Video fra pengeinstitutterne blev torsdag aften vist i Station 2 Efterlyst.
Manden er identificeret som værende den 41-årige Alwin Fritz Thügesen, som ofte opholder sig i Nordborg-området. Alwin Fritz Thügesen er prøveløsladt efter en tidligere dom for røverier af særlig farlig karakter.
Man skal ikke selv kontakte ham, hvis man ser ham, da han som nævnt er dømt for væbnede røverier af særlig farlig karakter, men ringe til politiet på telefon 1-1-2.
Signalement af Alwin Fritz Thügesen:
· 41 år
· Cirka 180 cm høj
· Alm. af bygning
· Mørkt kort hår
· Muligvis et mindre overskæg
· Under røverierne iført en mørk eller sort mellemlang jakke, mørke jogging-bukser med røde striber. Kan være af mærket Adidas. Mørke sko, hvor der på hælen er hvid skrift eller refleks. Mørk strikhue.
Kørte i rød VW Sharan:
En betjent fra lokalpolitiet i Sønderborg afgav torsdag eftermiddag et skud mod en bil den efterlyste formodentlig befandt sig i.
Ved 15-tiden torsdag blev der set en mørkerød VW Sharan varebil årgang 1999 med registreringsnummer TY 92731. Bilen er meldt stjålet. I den sad to mænd.
To patruljevogne fik stoppet bilen på Ringgade i Sønderborg, og betjentene gjorde klar til anholdelse af en formodentlig bevæbnet og farlig gerningsmand. De trak derfor deres tjenestepistoler.
I det samme bakkede varebilen tilbage og ramte den ene patruljevogn. En betjent afgav et skud mod køretøjet, som formodentlig blev ramt i venstre forskærm. Det lykkedes dog gerningsmændene at køre væk og forsvinde.
Efter nu at have sammenlignet de forskellige signalementer af såvel den eftersøgte bankrøver som de signalementer, betjentene har kunnet give efter episoden på Ringgade, mener Syd- og Sønderjyllands Politi, at den eftersøgte bankrøver rent faktisk er identisk med passageren i den stjålne VW Sharan. Bilen kan nu være udstyret med andre stjålne nummerplader.
Føreren af bilen beskrives som:
· Mand
· Cirka 30 år
· Ca 180 cm høj
· Kort hår