Lange straffe til unge brandstiftere

En stribe brandattentater mod pelsvirksomheder og mod politiets bygninger har i Østre Landsret torsdag udløst straffe på syv års fængsel til sagens to hovedmænd.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Landsretten har skærpet bedømmelsen af de påsatte brande, som skete i 2010 og 2011, i forhold til den tidligere dom fra Københavns Byret.

Det var ikke terrorisme, fastslog nævningetinget forleden, men sagen vurderes altså med stor alvor – også set i forhold til den tidligere dom.
LÆS OGSÅ: Fem unge terrortiltalte frikendt igen i landsretten
To af mændene, Peter Jensen på 24 år og Frederiks Pryds på 25 år, er dømt for otte tilfælde af brandstiftelse og forsøg.

I byretten fik Pryds fængsel i seks et halvt år. Byretten gav også Jensen en lavere straf, men det skyldes, at han dengang blev fundet skyldig i færre forhold.

Med straffen på syv år har nævninge og juridiske dommere i høj grad lænet sig op ad kravet fra senioranklager Dorthe Vejsig. Hun havde bedt om otte år.

Derimod mente forsvarerne for de to mænd, at sanktionen burde ligge på fængsel i to eller tre år.

– Dommen viser, at det er en rigtig alvorlig brandsag, der er anlagt en skærpet vurdering, siger Dorthe Vejsig efter afgørelsen.

Hun har ment, at det politiske motiv til ildspåsættelserne mod for eksempel Kopenhagen Fur, Pelsbox Danmark, Saga Fur, Politiskolen og Nordea skal veje tungt – og det har landsretten altså nikket til.

Forsvareren for Frederik Pryds mente, at politiske holdninger ikke skal føre til en højere straf end i andre sager.

– Hvorfor skulle det være mere strafværdigt end i tilfældet med pyromanen, der sætter ild på, bare fordi man har lyst til det, spurgte advokat Jane Ranum.

Ved brandene skete der skader for cirka seks millioner kroner.

Tre andre unge mænd, Tobias Melsted Hansen, Daniel Holst Petersen og Anders Christtreu, er hver blevet straffet med fængsel i et år og ni måneder.

De forsøgte at sætte ild til Politiskolens træningssal, men blev anholdt. En af mændenes forsvarere afviste dog, at politik var den drivende faktor.

– Motivet var mere personligt. Jeg vil kalde det umodenhed og baseret på nogle personlige oplevelser, sagde advokat Martin Leth Hansen.

De strenge straffe skyldes ifølge en af forsvarerne, advokat Hugo Steinmetz, at sagen fra begyndelsen var “smurt ind i terrorsovs.”

/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq