To lystfiskere er fundet druknet


Arkivbilled/video

To lystfiskere er nu fundet omkommet på havet. Mændene blev mandag meldt savnet efter de ikke kom hjem fra en fisketur. Mændene på henholdsvis 33 og 42 år blev fundet af Søværnets Operative Kommando (SOK) i farvandet syd for Årø.

Kl. 09.53 meddelte SOK, at deres helikopter havde fundet en person i vandet syd for Årø. Personen blev fløjet til Odense Universitets Hospital, hvor han blev erklæret død. Eftersøgningen fortsatte og kl. 10.37 blev jollen fundet sydvest for Årø. Båden blev bjerget ind til Jylland.

Kl. 11.23 fandt helikopteren endnu en mand også syd for Årø. Personen blev fløjet til Skrydstrup og derefter videre til sygehuset i Haderslev, hvor han blev erklæret død.

Signalementerne på de to omkomne mænd svarer til de to savnede lystfiskere. Politiet er i øjeblikket i gang med at underrette de pårørende og har ikke yderligere oplysninger i sagen.