En 67-årig mand har mistet livet i en trafikulykke mandag.

Det skriver Sjællandske.

Har du billeder og video? Send dit bidrag her

Manden fik et ildebefindende, da han sammen med sin kone og et andet familiemedlem kom kørende på Sandvedvej fra Glumsø i nordøstlig retning mod Vetterslev nord for Næstved mandag formiddag.

Den 67-årige mistede herredømmet over bilen, som forulykkede, da den ramte et træ i en privat indkørsel.

Da ambulancefolk nåede frem til ulykkesstedet, havde de i første omgang problemer med at få manden ud af bilen.

Det lykkedes dog, og den 67-årige blev genoplivet.

Han var således ved bevidsthed, da han blev kørt i ambulance til Slagelse Sygehus, men her afgik han ved døden kort tid efter.

Ingen af de to passagerer i bilen kom noget til ved sammenstødet.

Ifølge Sjællandske er manden fra Glumsø-egnen.

/ritzau/