Mandag den 30. september kort efter midnat trængte to mænd ind i en bolig i Annisse. Her truede de en 70-årig kvinde til at udlevere kreditkort, kontanter, mobiltelefon og bilnøgler. Røverne bandt kvinden til en stol inden de tog hendes bil og kørte fra stedet.
Politiets efterforskning har ført frem til anholdelse af den ene af gerningsmændene, en 18-årig mand fra Ishøj. Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger og har erkendt sin deltagelse i røveriet.
Politiet kender identiteten på den anden gerningsmand og opfordrer ham til at melde sig selv. Politiet skriver i en pressemeddelelse, at de vil offentliggøre hans navn og billede, hvis ikke han melder sig selv.