Ulykken skete fredag aften kl. 21.30. Bussen kørte ad Helsingevej på vej mod Kagerup og kom pludselig i slinger. Den drejede ud i grøften og kørte frontalt ind i et træ. Hele bussens højre side af fronten blev smadret, og den er formentlig totalskadet.
Kilder oplyser til LOCAL EYES, at redningsmandskabet ulykkeligvis fik forkerte adresser på vej mod uheldsstedet. Da de endelig nåede frem, var vidner til ulykken i færd med at give chaufføren hjertemassage. Læge og ambulancefolk overtog og kæmpede i 30 minutter for chaufførens liv, men til sidst blev han erklæret død på stedet.
De to passagerer, der blev kvæstet i ulykken, blev begge bragt til behandling på Hillerød Hospital. De er ikke kommet alvorligt til skade ved ulykken.