Carl Plum indrømmer – men ponyen blev slagtet, ikke lemlæstet


Carl Plum indrømmer, at det var ham, som slog en pony ihjel på stranden i Tisvilde i søndags. Det skriver han i et langt brev til sin mor, tv-kokken Camilla Plum. Brevet har han fået offentliggjort gennem modkraft.dk.
LÆS OGSÅ: Camilla Plums søn sigtet for bestialsk hestedrab
I brevet forklarer Carl Plum, at hesten blev slagtet, fordi han ikke kunne finde et passende hjem til den. Derfor ville han og hans venner spise den til Skt. Hans. Han skriver videre, at han har slagtet mange dyr, så hesten nåede ikke at mærke noget. I forbindelse med parteringen blev de dog overrasket af nogle forbipasserende, der blev stærkt oprørte. Der opstod tumult, og de måtte forlade hesten inden parteringen var færdig og uden at få noget kød med, forklarer Carl Plum videre i brevet.

Politiet dropper dog ikke sagen. Ifølge mx.dk vil politiet fortsat undersøge om dyreværnslovgivningen er blevet overholdt.