28 anholdt for produktion af joints

Pressemeddelelse fra Københavns Politi

Københavns Politi har i dag ved en stor koordineret aktion ransaget 31 adresser i Københavnsområdet.
 
Københavns Politi, Task Force Pusherstreet, har siden oprettelsen af task Force Pusherstreet i september 2012 efterforsket mod de organiserede kriminelle, der står bag den åbenlyse hashhandel i Pusherstreet på Christiania.
 
I dag kl. 11.30 indledte Københavns Politi en stor aktion, hvor 31 adresser i Københavnsområdet blev ransaget. Aktionen er endnu ikke helt afsluttet, men foreløbigt vil 12-14 personer blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.
 
– Det er vores opfattelse, at vi med målrettet efterforskning har ramt leverandørerne til hashmarkedet i Pusherstreet hårdt. Vi har i denne sag fulgt en 32-årig dansk mand fra Amager. Han er mistænkt som hovedmand i sagen, hvor vi med ransagninger har afsløret en storstilet produktion af joints, som vi mener er beregnet til Pusherstreet, siger vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen, leder af Task Force Pusherstreet.
 
Den 32-årige bliver sigtet for at have leveret udstyr til joint-produktion til 22 joint-producenter, der beliggende uden for Christiania, primært i København, dog også på enkelte adresser i Nordsjælland og Københavns Vestegn.
 
Hovedmanden er sigtet for at have medvirket til fremstilling, produktion og videreoverdragelse af ikke under 270.000 joints svarende til ikke under 135 kg. hash. Anslået har disse joints en værdi i Pusherstreet på ca. 13,5 mio. kr.
 
Producenterne af de mange joints er i alderen 21-51 år. De bliver sigtet for produktion af joints svarende til mellem 5-59 kg hash.
 
– Vi har den målsætning at ramme købere, sælgere og leverandører i Pusherstreet. I dag har vi opnået et godt resultat af vores efterforskningsindsats, siger Poul Kjeldsen