Nedrivning af hus på Christiania: Voldsomme gadekampe

En massiv politistyrke pakkede til aften hele Christianshavn ind i tætte skyer af tåregas. Men i den mørklagte bydel lykkedes det alligevel urostifterne at bryde ud fra Christiania og gang på gang at etablere brændende barrikader i Prinsessegade og Dronningensgade.

LÆS OGSÅ: Politiet rydder et hus på Christiania

Først ved 22-tiden fik de kampklædte politifolk for alvor bidt sig fast i hjørnet ved Bådsmandsstræde, hvor kampen ellers havde bølget frem og tilbage.

Politiets særlige entreprenørvogn, der er udstyret med stor grab, blev tilkaldt for at rydde gaden for betonklodser og brændende affaldscontainere.

LÆS OGSÅ: Nedrivning af hus på Christiania: Betjente trak knipler mod demonstranter

En enkelt demonstrant blev indhentet af politifolkene. Med ansigtet opløst af tårer fra gasangrebet blev han slæbt væk af to betjente. Dermed var seks personer blevet anholdt for gadeuorden.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

For at holde demonstranterne inde på Christiania fortsatte politiet med at lægge gas ud i området, men ifølge politiets talsmand, Lars Borg, havde gassen kun begrænset effekt, da flere af demonstranterne var udstyret med gasmasker.

Alligevel var gassen politiets bedste våben og det blev på et tidspunkt nødvendigt at rekvirere yderligere tåregas fra kollegerne i Nordsjælland.

Imens fortsatte strømmen af sten og kanonslag, der blev kastet inde fra fristadens område. Flere gange måtte betjentene også dukke sig for flyvende molotovcocktails.

LÆS OGSÅ: Nedrivning af hus på Christiania: Tåregas og barrikader

Urolighederne kommer efter, at politiet og arbejdere rev et hus ned på Christiania. Christianitterne er meget imod enhver indgriben fra stat og kommune. Især om hvor og hvordan de skal bo på Christiania.