LØSNING – HORSENS: Otte personer er mandag blevet anholdt i en omfattende politiaktion mod et østjysk kokain-netværk i Østjylland.
Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse. Her fremgår det også, at anholdelserne er sket i samarbejde med Sydøstjyllands Politi og spansk politi.
Syv af de anholdte er pågrebet i og omkring Horsens samt på Fyn, mens den ottende er anholdt i Spanien. Flere af de anholdte har relation til Comanches MC.
Beslaglæggelser under aktionen
I forbindelse med indsatsen har politiet beslaglagt omkring 500 gram kokain, 175.000 kroner i kontanter samt en motorcykel og tre biler.
Derudover er der fundet og beslaglagt et skydevåben med tilhørende ammunition i et klubhus, som anvendes af rockergruppen Comanches MC.
I pressemeddelsen har Michael Kjeldgaard, ledende politiinspektør fra NSK udtalt følgende:
• Jeg er meget tilfreds med, at vi har kunnet skride til anholdelser i denne sag, som vi har efterforsket intensivt igennem en længere periode. Netværket har efter vores opfattelse stået bag omfattende salg af kokain i det østjyske og på Fyn, og dét er der nu sat en stopper for.
De syv personer, der er anholdt i Danmark, bliver tirsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.















