(BILLEDERNE ER FRA PÅGÆLDENE SAG NATTEN TIL 1 FEBUAR)
Tirsdag formiddag er tre personer blevet anholdt i forbindelse med efterforskningen af eksplosionsbranden i opgangen Korsløkkeparken 25 i Odense natten til søndag den 1. februar 2026.
De anholdte er en 18-årig mand, en 17-årig dreng og en 16-årig dreng, alle fra Odense Kommune. Anholdelserne skete under en målrettet politiaktion, hvor der samtidig blev foretaget ransagninger på flere adresser i både Odense Kommune og Kolding Kommune med assistance fra Sydøstjyllands Politi.
Under aktionen blev der gjort fund, som nu indgår i den videre efterforskning. Af hensyn til sagen oplyser politiet ikke nærmere om fundenes karakter.
Ifølge Fyns Politi mistænkes den 17-årige og den 18-årige for at have udført selve handlingen. De er sigtet for at have transporteret og været i besiddelse af en brandbombe samt for at have udsat andres liv for overhængende fare ved en sprængning i opgangen, hvor der opholdt sig 25 beboere.
De to forventes fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense onsdag den 11. marts klokken 09.30. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.
Den 16-åriges præcise rolle er fortsat under efterforskning, og det er endnu uklart, om han også vil blive fremstillet i grundlovsforhør.
Vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen fra Fyns Politi oplyser, at politiet fortsat arbejder videre med efterforskningen for at identificere og pågribe flere personer, der kan have været involveret i planlægningen eller udførelsen af eksplosionsbranden.



























