Arkivfoto
KØBENHAVN/VALBY:
Den nu 18-årige, dengang 17-årige, vanvidsbilist, der trafikdræbte en farfar foran Babysam på Roskildevej den 19. august 2025 skal flere år i fængsel.
Der er afsagt dom i sagen onsdag eftermiddag – efter at den 18-årige har nægtet sig skyldig i flere forhold i relation til trafikdrabet.
Københavns Politi har onsdag eftermiddag udsendt en pressemeddelelse om dommen med bl.a. denne tekst:
– En 18-årig mand er i dag kendt skyldig i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Han erkendte, at han sad bag rattet i en bil, der i forbindelse med en færdselsulykke påkørte en 65-årig mand, som afgik ved døden.
Retten på Frederiksberg afgjorde i dag, at en 18-årig mand straffes med fængsel i fem år. Manden blev dømt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder i forbindelse med en færdselsulykke den 19. august 2025 på Roskildevej i Valby.
Ved ulykken blev en 65-årig mand påkørt, da han stod ved sin bil i en parkeringslomme på Roskildevej. Han afgik efterfølgende ved døden som følge af sine kvæstelser.
Den 18-årige blev dømt for en række andre forhold, men retten fandt det ikke bevist, at var påvirket af lattergas på tidspunktet for ulykken.
– Det er en sag, der med al tydelighed desværre viser, hvor alvorlige konsekvenser det kan have, når man vælger at køre så hensynsløst og tilsidesætte andres sikkerhed. Retten har været enig med anklagemyndigheden i, at der i denne sag var tale om særlig hensynsløs kørsel, og det er jeg godt tilfreds, siger anklager Sara Groth fra Københavns Politis anklagemyndighed.
Den 18-årige blev også dømt for uagtsom legemsbeskadigelse, da han ved færdselsuheldet påkørte flere personbiler, hvor der i den første sad en person, som pådrog sig en alvorlig skade.
Retten afgjorde også, at den 18-årige frakendes sit kørekort i 10 år, desuden bliver bilen, som han kørte i, konfiskeret. Han skal endvidere betale erstatning til den kvinde, som også kom til skade i ulykken samt hendes mand.
Den 18-årige har anket dommen, og skal fortsat sidde varetægtsfængslet.
(Arkivfoto og -video, alle Local Eyes billeder og videoklip fra Roskildevej i Valby, den 19. august 2025.)

























