To mænd dømt for terrorisme ved angreb mod Israels ambassade


Arkivfoto

KØBENHAVN/HELLERUP:
To svenske mænd er tirsdag blevet dømt for terrorisme ved angreb mod Israels ambassade i Hellerup den 2. oktober 2024.
Local Eyes har de relevante billeder og video.

Københavns Politi har tirsdag udsendt en pressemeddelelse med denne tekst:
– To svenske statsborgere på 18 og 21 år er idømt henholdsvis 12 og 14 års fængsel for at have kastet to håndgranater i retning mod den israelske ambassade i oktober 2024. Retten har fundet, at angrebet var en terrorhandling rettet mod israelske interesser.

Et nævningeting i Københavns Byret har tirsdag kendt de to mænd skyldige i terrorisme og drabsforsøg.

Natten til den 2. oktober 2024 tog de to dømte, der dengang var hhv. 16 og 19 år, til området omkring den israelske ambassade i Hellerup. De medbragte fem håndgranater, og to af dem kastede de i retning mod ambassaden. Granaterne landede på altanen på en nærliggende villa, hvor de eksploderede og gjorde materiel skade.

Dommen slår fast, at de to mænd kastede håndgranaterne i den hensigt at skræmme den israelske og danske befolkning i alvorlig grad – og dermed at angrebet var en terrorhandling.

Retten har desuden fundet det bevist, at de dømte handlede i forening og efter forudgående aftale med en eller flere ukendte medgerningsmænd fra et kriminelt netværk i Sverige.

– Det kriminelle netværk har ageret som en mellemøstlig terrororganisations forlængede arm i Danmark, hvor den israelske ambassade var udset som mål for angrebet. De to gerningsmænd har vidst, at der med granaterne skulle sendes et signal til Israel. Derfor er de nu dømt for terrorisme, siger specialanklager Søren Harbo.

De to mænd er desuden dømt for drabsforsøg på beboerne i villaen, men frikendt for at have forsøgt at forvolde fare for liv og førlighed for de soldater, der bevogtede ambassaden.

Ud over fængselsstraffen er de dømte blevet udvist med indrejseforbud for bestandig.

(Arkivfoto og -video: Den ældste af de nu dømte svenskere på Københavns Hovedbanegård, den 2. oktober 2024.)