Onsdag aften omkring kl. 20:30 rykkede politi og brandvæsen ud til Sandkæret i Højby, Odense S, efter melding om brand i en elbil.
Da fotografen ankom til stedet, var området præget af en massiv politi-afspærring. Store dele af området var lukket af, og der var tydeligt afspærret omkring hændelsesstedet.
Ifølge Fyns Politi var der indledningsvist fare for spredning til bygninger, og borgere blev bedt om at holde afstand til røgfanen. Brandvæsenet og politiet arbejdede på stedet, indtil branden var slukket, hvorefter der blev ventileret for at få røgen væk fra området.
Politiet oplyser senere på aftenen, at den brændte bil blev fjernet, og at afspærringerne kunne ophæves. Der er kun konstateret mindre sod- og røgskader på lejlighedskomplekset. Enkelte personer har været udsat for røg, men skønnes ikke umiddelbart tilskadekomne. Alle berørte beboere er uskadte og kunne vende tilbage til deres hjem.
Hændelsen fandt sted på Sandkæret i Højby, Odense S. Årsagen til branden i elbilen er fortsat ukendt.
























