Politiet beder om hjælp i jagt på gerningsmænd – 46-årig skudt i benene


VEJLE: En 46-årig mand blev torsdag ramt af skud i benene i området omkring Jerlev ved Vejle oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Anmeldelsen om skyderiet kom klokken 13.24.

Gerningsmændene flygtede fra stedet i en hvid BMW X5, som senere blev lokaliseret i nærheden af det formodede gerningssted.

Sydøstjyllands Politi efterlyser vidner, der skulle have bemærket en hvid BMW X5 i området mellem Jerlev og Bredsten op til klokken 14.00.

– Vi arbejder fortsat på at klarlægge hændelsesforløbet og skabe overblik over, hvad der præcist er sket både før, under og efter episoden. Derfor kan vi endnu ikke udtale os om motiv eller yderligere detaljer i efterforskningen lyder det fra politiet.

Den 46-årige mand blev kørt på hospitalet til behandling, og hans pårørende er blevet informeret.

Politiet har endnu ikke anholdt nogen i sagen, men det er politiets klare vurdering, at der er tale om en isoleret hændelse, og understreger, at der ikke er grund til bekymring for borgerne i området.

Borgere med oplysninger opfordres til at kontakte politiet på telefon 114.