Brandvæsen truet med vold af ejer til utæt bil.


Tirsdag formiddag blev mandskab fra Gribskov Beredskab truet med vold af to stærkt ophidsede personer i Esbønderup. Mandskabet var rykket ud fra stationen i Gilleleje til en forurening på en p-plads på Toftebovej.

Gennem den seneste måned er Gribskov Beredskab tre gange rykket ud til dieselforurening på p-pladsen ved det gamle plejehjem på Toftebovej, og hver gang er det oplyst at der var tale om diesel udslip fra en hvid varevogn.

Tirsdag formiddag kl. 10.25 blev mandskabet alarmeret igen og denne gang traf de synderen på pladsen, en lille hvid varevogn som ganske rigtigt dryppede diesel. Det viste sig dog at det ikke var tanken på bilen som var defekt, det var derimod en seperat brændstoftank til noget maskineri i varerummet der var utæt.

Det var også tydeligt at man var klar over problemet, idet der var lagt klude ud omkring tanken til at samle dieselolien – men det havde ikke fungeret og der var nu igen løbet diesel ud på p-pladsen.

Normalt er olieforurening en kedelig og udramatisk opgave, men den kvindelige ejer af firmabilen og en mand med forbindelse til kvinden blev voldsomt ophidsede da de bla. fik besked på at politiet var på vej og at forureningen ville udløse minimum en bøde.

Brandfolkene blev bla. truet med at de ‘ville blive flækket’ og manden optrådte stærkt truende overfor indsatslederen ved bla. at gå helt op i ansigtet på ham og her råbe forskellige ytringer, samt højt sige ‘Jeg vil skide på dig og politiet’.

Kvinden ville køre væk fra stedet i den utætte bil, hvilket brandfolkene umiddelbart forsøgte at forhindre idet det ville sprede forureningen med diesel endnu mere.

Som det kan ses i videoen så satte kvinden alligevel i gang og kørte hurtigt ud mellem brandfolkene fra p-pladsen og om på den anden side af bygningen.

Kvinden bliver opmærksom på pressen’s tilstedeværelse under den hurtige exit fra p-pladsen og kommer retur til fods i tydelig ophidset tilstand og sætter i løb mod Local Eyes fotografen på stedet.

Manden med forbindelse til kvinden råbte dog op, og fik kvinden til at stoppe inden hun når frem til fotografen, hvorefter parret trækker sig tilbage til deres registrerede bopæl på stedet.

To politipatruljer kom frem til stedet, og fik som noget af det første inddraget nummerpladerne fra den utætte bil.

Det havde dog intet med forureningen eller truslerne mod brandmandskabet at gøre, men skyldtes at bilens lovpligtige forsikring ikke var betalt og derfor opsagt af forsikringsselskabet Tryg.

Indehaveren har nu 48 timer til at fjerne bilen fra stedet, i modsat fald kan bilen blive fjernet af politiet på ejerens regning.

Firmaet har yderligere en bil holdende på p-pladsen uden nummerplader, men den har ikke fået noget klistermærke om fjernelse i skrivende stund – og dryppede ikke diesel.

Fire betjente gik herefter ind for at få afhørt de to involverede i sagen, de kom selv betjentene i møde og ønskede ikke at tale med politiet ude på p-pladsen grundet pressens tilstedeværelse. Betjentene fulgte herefter de to personer indenfor til en afhøring om det voldsomme optrin.

Lidt tid efter forlod politi og brandvæsen stedet, og der var ingen som blev anholdt. Hvad konsekvensen af det dramatiske optrin bliver er i skrivende stund endnu ikke kendt.