Kvinde i livsfare: Dolket af beruset eksmand


HORNBÆK: En 30-årig kvinde fra Hornbæk er i livsfare, efter hun mandag aften er blevet stukket ned af hendes berusede eksmand for øjnene af tre børn.

Knivstikkeriet er sket på Østerbækvej, hvor politiet har afspærret en del af området mens flere vogne med bla. teknikere er ankommet.

Nordsjællands Politi har oplyst til Helsingør Dagblad at det var en nabo i kvarteret som slog alarm til 1-1-2, efter børnene i alderen fem, syv og ni år var løbet ind hos dem efter de havde set deres far stikke deres mor ned.

Kvinden er meget alvorligt tilskadekommen efter et ukendt antal af knivstik, hun er meldt i livsfare og var så medtaget at læge og paramedicinere droppede helikopteren, men satte kursen direkte mod Rigshospitalets Traumecenter i ambulance med eskorte.

Gerningsmanden er den 30-årige kvindes eksmand på 52 år, han blev fundet på gerningsstedet af politibetjentene i stærkt beruset tilstand, og det har endnu ikke været muligt at afhøre manden.