Sent tirsdag aften udspillede der sig kaotiske scener på Damløkkevej i Otterup, hvor en mand gik amok og skabte stor utryghed i området.
Ved Localeyes’ fotografs ankomst lå manden i håndjern i en indkørsel, mens han råbte og truede politiet med voldsomme og provokerende udtalelser.
Flere patruljer – op mod seks i alt – var til stede, herunder politiets reaktionspatrulje og en indsatsleder.
Politiet havde hunde ude for at lede efter en kniv, som manden muligvis havde været i besiddelse af.
Inden anholdelsen havde manden begået hærværk mod to huse – blandt andet blev et glasparti ved indgangen til et af husene smadret.
Politiet har endnu ikke meldt noget officielt ud om sagen.






















