Politiet afgav skud mod mand efter påkørsel af patruljevogn ved Asnæs


Politiet oplyser i en pressemeddelelse at de lørdag aften har afgivet skud mod en 48-årig mand, da han kort forinden havde påkørt en hundepatrulje.

Skudafgivelsen fandt sted omkring kl 19.30 ved Søgårdsvej lidt nord for Asnæs.

Politiet var på vej mod Asnæs, da der var frygt for, at manden ville begå selvmord. Der blev sendt flere patruljer til stedet og på et tidspunkt får en hundepatrulje kontakt til mandens bil, der derefter rammer hundepatruljen, tilsyneladende for at slippe væk fra stedet. Hundepatruljen kan derefter ikke længere køre fra stedet.

En anden patrulje får kort efter kontakt med mandens bil og skudafgivelsen sker umiddelbart derefter, da manden ifølge de foreløbige oplysninger kørte frem mod patruljevognen.

Der bliver tilkaldt ambulance og lægehelikopter og manden er derefter bragt til behandling på sygehuset.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er orienteret og står nu for den videre undersøgelse af skudafgivelsen.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke give yderligere oplysninger i sagen men skal henvise til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.