KØBENHAVN/HELLERUP:
—–
Opdatering, kl. 20:55:
Københavns Politi på X kl. 20:55:
-Den mistænkelige forsendelse er nu undersøgt og giver ikke anledning til, at vi opretholder afspærringen ved ambassaden. Omstændighederne omkring forsendelsen undersøges nærmere.
—–
HazMat-beredskabet fra Beredskabsstyrelsen gik ind i Israels ambassade i Hellerup omkring kl. 15:00.
Og de kom ud igen efter en times tid – hvorefter Beredskabsstyrelsen arbejdede på vejen.
HazMat-beredskabet var iført fuldt udstyr.
HazMat er en forkortelse for Hazardous Materials – altså farlige materialer. Det refererer til stoffer eller materialer, der kan udgøre en risiko for bl.a. sundhed, sikkerhed og ejendom.
Københavns Politi skriver kl. 12:48 dette på X i relation hertil:
-Vi er tilstede ved den israelske ambassade, hvor vi undersøger en modtaget forsendelse nærmere. Der er afspærret på Ryvangs Allé samt villavejene øst herfor og til Svanemøllevej. Vi har pt ikke yderligere oplysninger.
Kl. 16:29 skriver politiet dette på X:
-Vi er stadig tilstede omkring ambassaden. Det vil vi være i nogle timer endnu, indtil vi er færdige med at undersøge forholdet. Vi melder ud, når vi har nyt i sagen.